Hands-On Regnskabsansvarlig. Vil du være del af en vækstrejse?
Kan du lide bogføring – og har du lyst til at bruge din økonomiske faglighed bredere – med rapportering, budgettering, cash flow, analyser og sparring med ledelsen?
Så er her en fantastisk mulighed for at blive del af en virksomhed i rivende udvikling, hvor du selv kan være med til at præge og udvikle din stilling

Spilbræt.dk søger en regnskabsansvarlig, der både vil være hands-on og samtidig have en vigtig strategisk rolle i den fortsatte udvikling af økonomifunktionen.
Vi forestiller os, at omkring 50 % af din tid går med den daglige økonomidrift og løn.
Resten bruger du på at skabe overblik, følge op på økonomien, udvikle rapporteringen, arbejde med budget og cash flow og være sparringspartner for ledelsen.
Det er altså en stilling for dig, der stadig gerne vil have fingrene nede i bogføringen – men som også gerne vil løfte blikket og bruge tallene aktivt i forretningen.
Om Spilbræt.dk
Spilbræt.dk sælger og distribuerer kvalitetsspil og legetøj i hele Norden. Det gør de, fordi glæden ved at samles om et godt, gammeldags brætspil til enhver tid slår den kortvarige dopaminrus fra vores smartphones.
Det er de heldigvis ikke de eneste, der syntes. For de har godt gang i forretningen og er på 7 år gået fra én mand til 35 spilleglade kolleger – og væksten fortsætter.
Miljøet er arbejdsomt og professionelt og samtidig uhøjtideligt, levende, positivt og afslappet. Man samles og dyster i brætspil i arbejdstiden et par gange om ugen. Der er god frokostordning og en meget høj grad af frihed under ansvar samt fleksibilitet i forhold til mødetidspunkter samt mulighed for hjemmearbejde. Kollegerne stortrives, og ancienniteten er høj.
Man har til huse i en fantastisk ejendom med store vinduespartier med masser af lysindfald og blotlagte mursten, der skaber en rar atmosfære. Der er 150 m til Sydhavn station og gratis parkering i gården.
Din rolle
Som eneansvarlig i bogholderiet er din stilling bred og en god blanding af såvel basis opgaver, som controlling, budgettering og rapportering samt videre optimering på systemer og rutiner med henblik på at skabe yderligere gennemsigtighed og overblik.
Dine opgaver er:
· Bogholderi fra A-Z (Kreditorer, debitorer (inkl. rykning), betalinger og opfølgning
· Løn i Danløn for ca. 35 medarbejdere, herunder offentlige refusioner og ferieregnskab
· Moms og EU-moms
· Periodiseringer og afskrivninger
· Månedlig rapportering til det finske moderselskab, inkl. budget og cashflow
· Klæder ledelsen på med finansiel indsigt og controlling, f.eks. ved at analysere på udviklingen i omkostninger
· Kontakt til revisor, bank, forsikring mv.
· Klargøring af årsregnskab til revisor
· Ad hoc-opgaver
Der er allerede etableret effektive systemer til rapportering, budget og cash flow, men der er fortsat mulighed for at bidrage til den videre udvikling og systematisering.
Det er her, vi håber, du også kan bidrage positivt.
Dig
Du har en stærk regnskabsfaglighed. Vi ser gerne, at du kommer med en baggrund fra en international handels- eller produktionsvirksomhed og i en rolle som denne, hvor både den daglige drift, men også rapportering og økonomisk sparring har været dit domæne.
Du synes, det er interessant at forstå, hvad tallene betyder, og hvad de kan fortælle om virksomhedens udvikling. Du kan gå fra en detaljeret afstemning til et møde om budget eller cash flow uden at miste overblikket. Du er analytisk og struktureret, men også praktisk anlagt.
Du tager ansvar, følger op og du hviler i din faglighed og kommer naturligt med input. Du har høj etik og integritet, og du er ærekær omkring dit arbejde. Og så er du et jordnært, uformelt og positivt menneske, gerne med selvironi. Du befinder dig godt i det uformelle og uhøjtidelige miljø, hvor fleksibilitet, forståelse, vedholdenhed og tålmodighed er afgørende for succes.
Du søger en stilling, hvor du kan kombinere din sans for detaljer med din sans for forretning og forretningsudvikling, sparre og bidrage til den fortsatte positive udvikling af spilbræt.dk
Vi forestiller os, at du gerne vil være en faglig og forretningsmæssig sparringspartner for ledelsen, men uden at du nødvendigvis drømmer om en klassisk CFO-rolle.
Uddannelse og IT
Der er forskellige indgangsvinkler til denne stilling og vi er åbne overfor, hvad du byder ind med. Vi ser på din praktiske erfaring og samtidig din personlighed, så du matcher vores uformelle miljø.
Du er generelt stærk på IT, herunder Excel og har øje for, hvordan processer kan effektiviseres og optimeres. Spilbræt.dk benytter sig af Economic samt Pleo.
Du taler og skriver engelsk på et godt niveau.
Kendskab til transfer pricing og koncernrapportering er en fordel, men ikke et krav.
Vi tilbyder
En spændende og central rolle i en virksomhed i fortsat vækst, hvor du får mulighed for at bidrage positivt fra første færd og samtidig præge både din egen stilling og udviklingen af økonomifunktionen.
Du får frihed under ansvar, fleksible arbejdsvilkår, mulighed for hjemmearbejde, pension, sundhedsforsikring, frokostordning, computer og telefon og selvfølgelig mulighed for at deltage i Spilbræts sociale arrangementer.
Og så får du 35 gode kolleger i et uformelt og uhøjtideligt arbejdsmiljø på en arbejdsplads, hvor der er plads til både faglighed og humor.
Tiltrædelse: Vi ser gerne, at du kan starte hurtigt, men vi venter gerne på den helt rigtige.
Løn: God løn efter kvalifikationer.
Vi har ikke behov for en ansøgning. Send gerne dit CV eller link til din LinkedIn-profil til:
Jobmægleren ApS
Att.: Anette Laursen
Har du spørgsmål til stillingen, hører vi gerne fra dig på 70 27 29 22.
Vi glæder os til at høre fra dig!



